Kontakt os på 75 14 58 22

Intelligente fælder løser rotteproblemerne i kommunerne

Pressemeddelelse 2017-11-13

Milde vintre og en ny rottebekendtgørelse udfordrer kommunerne, der plages af rotter som aldrig før. På landsplan er anmeldelserne i perioden 2013-2016 steget fra 148.000 til 212.000. En stigning på 46%. Bedre service og mere fokus på forebyggelse lader til at være vejen frem til en effektiv rottebekæmpelse.

Rotterne ødelægger kloakkerne, skaber utryghed og giver mange private borgere søvnløse nætter. At være plaget af tilstedeværelsen af gnaverne er aldrig en rar oplevelse. Desværre er det blevet hverdag for stadig flere borgere. Kun 10% af de danske kommuner har de seneste år oplevet et fald i antallet af rotteanmeldelser.

 

Tilvirkning af Anticimex. Kilde: Boligejernes Videncenter

En skærpet lovgivning og rotternes stigende resistens over for gift gør, at rottebekæmpelsen kræver flere ressourcer i kommunerne, hvis bekæmpelsen skal være effektiv.

Kommunerne bestemmer selv niveauet af service

”Jeg ser en prisstigning hos kommunerne delt i to. Dels stiger antallet af rotteanmeldelser og dels ønsker kommunerne at levere en højere kvalitet til deres borgere. Udfordringen er som altid økonomi, men oftest ser vi, at kvalitet lønner sig”, siger administrerende direktør i Anticimex, Rune Sejersen.

”Mange af kommunerne betragter rottebekæmpelsen som en reaktiv indsats, hvor bekæmpelsen sker når rotterne ER trængt ind hos borgerne. Men faktisk oplever vi en nedgang i antallet af rotteanmeldelser i de kommuner, der aktivt prioriterer forebyggelse”.

”Det er kommunerne selv, der bestemmer serviceniveauet. Det betyder, at man som borger vil opleve stor forskel på kvaliteten af bekæmpelse. Alt afhængig af hvor man bor”.

”Man skal ikke tro man kommer billigt til det”

Det ses blandt andet i Hedensted Kommune, hvor man i samarbejde med forsyningsselskabet har investeret i smarte kloakfælder:

”Vi valgte i 2008 at investere massivt i Smart Pipes og Smart Boxe. Vi ønskede at gå væk fra miljøskadelig gift, der ikke virker lige så effektivt”, fortæller Steen Hummelgaard, som er driftsleder i Hedensted Forsyning. Han råder nu over 400 Smart Pipes.

 Smart pipes dræber rotter i kloakken

De elektroniske Smart Pipes udrydder rotter i kloakken. Foto: Anticimex

Ved at anvende de elektroniske kloakfælder, har forsyningsselskabet og kommunen i Hedensted oplevet en mærkbar effekt. Det har medført langt færre tilstoppede kloakker grundet rotter, og samtidig har de kunnet holde rotteanmeldelserne nede på et niveau, så de ikke længere er et ukontrollerbart problem.

”Nu har vi anvendt denne tilgang i ni år. Man skal ikke tro, at man kommer billigt til det”, siger Steen Hummelgaard. ”Til gengæld kan du i bekæmpelsen være mere forebyggende og gå strategisk til værks, og det giver en langt mere effektiv rottebekæmpelse”.

Samarbejde og forebyggelse er nøgleordene

”Et godt råd til de kommuner, der oplever stigende problemer er, at de skal opprioritere forebyggelse. Det vil være dyrere i starten, men oftest vil det forebyggende arbejde lønne sig senere”, beskriver Rune Sejersen. Han nævner Rødovre Kommune, som et skoleeksempel på hvordan man vender tendensen med stigende rotteanmeldelser.

”En kommune som Rødovre har i de senere år oplevet faldende rotteanmeldelser grundet den forebyggende tilgang og samarbejde med Anticimex. Det har betydet, at budgettet til rottebekæmpelsen ikke er eksploderet som i mange andre kommuner”.

Penge er ikke løsningen på hele problemet

Penge løser ikke alle problemerne med rotterne, så længe der ikke gøres brug af den rette tilgang. Et godt og smidigt samarbejde mellem bekæmpelsesfirmaet, kommunen og borgerne er til gengæld nøgleordet, når det kommer til effektiv rottebekæmpelse. 

Udgivet: 2017-11-13

Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden på vores hjemmeside og gøre indholdet mere relevant for dig.