Kontakt os på 75 14 58 22

Mød Skye – det nye medlem af Anticimex Hundeteam

Nyheder 2017-07-28

Anticimex Hundeteam har fået et nyt medlem. Et rigtig sødt et af slagsen. Den talentfulde Skye har allerede fanget sine første levende rotter og går en stor fremtid i møde. Du får her et indblik i en rottehunds hverdag, og hvad det kræver for at blive en effektiv dræbermaskine.

Brug for en effektiv rottebekæmpelse? Kontakt os

”Hvad der kan tage flere timer for skadedyrsteknikere, kan Skye løse på et par minutter”.

Sådan beskriver Thomas Thøgersen den effektivitet, som hans rottehund Skye bidrager med på arbejdet som skadedyrstekniker. Hver dag suser de rundt nord for Limfjorden og bekæmper rotter sammen.

Thomas, der har været i Anticimex i mere end to år, behandler både for myrer, væggelus og andre insekter. Det er dog rotterne, som fylder mest i hans hverdag.

Rottehunden Skye og Skadedyrstekniker Thomas Thøgersen arbejder med rottebekæmpelse for Anticimex.

”De milde temperaturer fra årets første måneder har betydet, at rigtig mange rotter og mus overlevede vinteren”, fortæller Thomas. ”Så selvom det er højsæson for insekter, så er det stadigvæk gnaverne, der fylder mest på arbejdet". 

Træning kræver disciplin og overblik

Heldigvis for Thomas har han nu fået en hurtig, lille hjælper med sig. Den blot syv måneder gamle patterdale terrier, Skye, er med Thomas overalt. Her hjælper hun glædeligt til, når der er behov for hende.

Hun er opkaldt efter en karakter fra den populære tegnefilmsserie ’Paw Patrol’, som Thomas’ søn flittigt følger. Det er dermed også ham, der er kommet med forslaget til navngivningen. I Paw Patrol udfører en flok redningshunde heroiske gerninger for at beskytte borgerne i Adventure Bay. Til sammenligning er Skye med til at beskytte borgerne mod rotter i Nordjylland.

Skye var blot få uger gammel, da hun kom i Thomas’ kyndige hænder. Intet er overladt til tilfældighederne. Thomas købte Skye hos en jæger, som har forældrene til Skye. Jagtinstinkterne er simpelthen en del af hundens DNA. 

Skye startede optræning som lille hvalp

Patterdale terrier er en hunderace, som skal stimuleres dagligt, hvilket der i den grad bliver sørget for. Siden Skye var 10 uger gammel har Thomas trænet hende regelmæssigt. Træning, som kræver disciplin, engagement og overblik.

”Siden den dag jeg fik hende, har jeg trænet hende i at fange rotter. Jeg begyndte med at købe frosne rotter i dyrehandlen, som jeg trak rundt i en snor, mens Skye jagtede dem rundt. Derefter bygger man stille og roligt på indtil hun kan klare en levende tamrotte”, forklarer Thomas, som ligeledes beskriver hvad der kræves af ham under optræning.

”Jeg skal løbende holde øje med hendes mentalitet under træningsforløbene. Det er mig, der skal vurdere om hun kan klare en større rotte, hvad der sker når hun bider og lignende. Først da jeg var helt sikker, lod jeg hende komme med på arbejde”.

Et bedårende naturtalent

Der gik dog ikke lang tid før Thomas indså, at Skye var mere end klar til at fange rotter. Den dag hun fyldte syv måneder fangede hun nemlig sin første rotte i en butik. Det yngste for en rottehund i Anticimex Danmark.

Når Thomas skal anvende Skye på jobbet, arbejder han altid med nogle bestemte rutiner.

”Det første jeg gør, er at jeg går ind på ejendommen med tegn på rotteaktivitet. For at få det bedste overblik over situationen, taler jeg med ejere eller personalet på stedet, for at høre hvad de har oplevet. Derefter undersøger jeg selv stedet for tegn på rotter. Først til sidst anvender jeg Skye. Hun kan be- eller afkræfte min teori”. Skye blev grøn på næsen efter et lille eventyr under et træhegn

Og Skyes imponerede kvaliteter letter arbejdet for Thomas. Samtidig kan kunderne langt hurtigere komme af med deres skadedyrsproblem .

”Jeg kan tage et eksempel med en borger, som rapporterede om rotter om søndagen”, fortæller Thomas. ”Da vi kommer ud dagen efter, er der dog ingen tegn på gnavere, men efter Skye går i gang tager det hende kun to minutter at finde frem til rotten”.

Og der er ikke tale om held. Thomas vurderer, at rottehundene har ret i over 90 % af tilfældene, når de indikerer, at der er rotter til stede.

Det er herligt at hjælpe folk

De største udfordringer med hundearbejdet ligger fremover hos Thomas. Det er hans job at aflæse Skyes signaler. Hvornår markerer hun? Hvilke tegn giver hun – og på hvilke tidspunkter? Skye og andre rottehunde udfører kun et vellykket stykke arbejde, hvis de har en hundefører, som forstår dem. Derfor er træningen med Skye bestemt heller ikke overstået endnu, forklarer Thomas.

”Jeg træner så ofte med hende som muligt. Det kræver vedligeholdelse. I løbet af min arbejdsdag møder jeg heldigvis mange søde mennesker, der lader mig anvende hende kun for træningens skyld. Så placerer jeg en rotte et sted i bygningen, og så finder Skye frem til den. Imens ser folk begejstrede og imponerede til”.

Se også: Væggelushund - effektiv bekæmpelse af væggelus

Ligesom Skye, der synes hendes ”arbejde” er en leg, er Thomas også selv vild med jobbet som skadedyrstekniker.

”Det herlige ved at være skadedyrstekniker i Anticimex er, at jeg elsker service. Jeg elsker at hjælpe folk og løse deres problemer. Rotter giver næsten altid en ubehagelig oplevelse og kan have store konsekvenser. Så det er vigtigt, at jeg kommer ud og beroliger folk og viser dem, at deres problem kan løses hurtigt”.

Med Skye ved sin side går det nu hurtigere end nogensinde før. 

Udgivet: 2017-07-28

Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden på vores hjemmeside og gøre indholdet mere relevant for dig.